Girls drawing by Creative Table from FLEXA PlayLight grey Creative Table and Stool from FLEXA in playroom

Legetøj der udvikler dit barns sprog

by Jørn Martin Steenhold

Noget legetøj er bedre end andet til at udvikle børns sprog og kommunikationsevner. En gylden tommelfingerregel er: Vælg batterifrit legetøj, der aktiverer dit barns frie fantasi, fremfor blot at være passiv underholdning. Legetøj, der giver anledning til rolleleg, turtagning og kreativ udfoldelse er også med til at sætte turbo på sproget. Her har vi samlet fem typer legetøj, der alle på hver deres måde fremmer børns sproglige udvikling. 

Highlights:  

  • Disse 5 typer legetøj er særligt gode til at understøtte børns sproglige udvikling:  
    • Memory spil og vendespil med illustrationer, der inspirerer til historiefortælling.  
    • Byggeklodser, der lærer dit barn om modsætninger og kategoriseringer.   
    • Kostumer og rollelegs-legetøj, der giver dit barn lyst til at efterligne de voksne.   
    • Rutsjebaner og andet, der lærer dit barn om turtagning (en basal sproglig regel).     
    • Farveblyanter og tuscher, der giver dit barn mulighed for at udtrykke sig på skrift.  

Memory spil og vendespil

Grundlaget for at blive god til at tale og lytte er samtale, siger ekspert i børns udvikling, Jørn Martin Steenhold. En god måde at indlede en samtale med dit barn er ved at kigge på illustrationerne i et memory spil eller Vendespil. Dit lille barn kan øve sig i vokallyde som for eksempel koens “Muuh” eller bilens “båt båt!”, og dit lidt større barn kan øve sig i at fortælle en historie ud fra illustrationerne.

Byggeklodser

At bygge sin helt egen verden ud af klodser styrker ikke kun dit barns kreativitet, det beriger også dit barns ordforråd. Prøv at bygge tårne i forskellige former og størrelser, så dit barn kan lære om modsætninger: "bred" i forhold til "smal" og "høj" i forhold til "lav". I kan også kategorisere Træklodser efter farve, og du kan bede dit barn om at sætte et ord på hver nuance.

Kostumer og rollelegs-legetøj

At lade som om man er kok, håndværker eller butiksejer, er en fantastisk måde for dit barn at øve sig på de voksnes fagter, udtryk og kropssprog. Ifølge Jørn Martin Steenhold er 55 procent af vores kommunikation nonverbal, og derfor er han stor fortaler for legetøj, der specifikt stimulerer børns fantasifulde rolleleg.

Rutsjebaner

At vente på tur er ikke en medfødt egenskab, men noget vi alle skal lære. Og det er en vigtig egenskab, fordi den er grundlæggende for al menneskelig kommunikation. Du taler, så lytter jeg, og bagefter er det min tur til at tale. Lad dit barn blive bekendt med denne vekslen gennem leg - en Rutsjebane er en sjov måde at øve sig i at vente på tur.

Farveblyanter og tuscher

Næst efter tale så er tegning vores første, skriftlige kommunikationsform. Du kan fremme dit barns evne til at tegne, skrive og udtrykke sig skriftligt med alle former for tegneredskaber. Så snart dit lille barn mestrer pincetgrebet er det sjovt at udtrykke sig med Farveblyanter og Tuscher i alle regnbuens farver. Og det er også sjovt at tale om, hvad tegningerne forestiller.


Mød vores team af eksperter

Læs mere