Girls are sitting in the Classic house bed from FLEXAGirls are reading in a Classic single bed with a house from FLEXA

Gør dit barns seng til en tryg base

by Rikke Randrup Skåning

Komfort og følelsen af tryghed er så vigtig for kvaliteten af dit barns nattesøvn. En god putterutine er nøglen til, at dit barn føler sig tryg og sikker før sengetid, men der er også ting du kan gøre for at hjælpe din lille dreng eller pige til at føle sig mere tilpas og komfortabel, når de ligger i deres seng. Læs med nedenfor og lær, hvordan du kan øge chancen for, at dit lille energibundt bliver i sin seng efter puttetid.  

Highlights:  

  • Du kan være med til at gøre dit barns seng til en tryg base ved at: 
    • Placere sengen tæt på dig. 
    • Vælge den rigtige slags belysning for dit barn.  
    • Have en sengehest og en sengerand på sengen. 
    • Skabe en huleagtig fornemmelse med en sengehimmel, et lille tag eller en hule. 

Herunder deler fysioterapeut, Rikke Randrup Skåning, sine fire bedste råd til at gøre dit barns seng til et roligt og rart sted for dit barn at være. 

1. Stil sengen tæt på mor og far

“For babyer er det tryggeste sted at sove tæt på mor og far, fordi de kan dufte deres forældre og høre dem, og det giver en stor følelse af tryghed. Mange børn omkring 2-3 år er rykket ind på deres eget værelse. Men at vide nøjagtigt, hvor mor og far er og kunne høre dem fra sengen, betyder stadig meget for, at barnet føler sig roligt og trygt.” 

2. Tænk over belysningen

“Dæmpet belysning signalerer, at dagen er slut, og at det er tid til at skulle i seng og sove. Sluk også for skærmene, og gerne allerede et par timer før sengetid. Det hjælper børnene til at slappe af efter en lang dag og skaber en rolig og hyggelig stemning. Mens mørke kan være godt for søvnkvaliteten, er mange børn bange for fuldstændig mørke. Hvis dit barn har det sådan, så lad være med at slukke alt lyset, og lad evt. et dæmpet, varmt lys være tændt ude i gangen.”    

3. Sæt en sengehest på sengen

“En sengehest er god af sikkerhedsmæssige årsager, men den giver også børnene en god følelse af en kant på sengen, og det er et vigtigt sanseindtryk for dem. En stor, flad boksmadras er ikke en rar fornemmelse for børn. De kan godt lide både at se og fornemme sengens kanter. Mange børn kan også godt lide at blive svøbt og putte sig ind til noget. En tyk, blød sengerand kan derfor være en god idé. Følelsen af at være omkranset kan virke beroligende og være med til at skabe en følelse af tryghed for børn, der har lidt svært ved at falde i søvn.“ 

4. Skab hulefornemmelse

“Rigtig mange børn elsker den her hulefornemmelse og finder stor tryghed i den. Du kan skabe et hyggehjørne i sengen med en sengehimmel, et lille tag eller en hule. Her kan børnene slappe af i fred og ro i deres egen lille verden, mens mor og far er lige i nærheden. Det kan også hjælpe med at skærme børnene fra visuel støj på deres værelse. Børn kan nemt blive forstyrret af deres legesager, når det er tid til at sove. Nogle børn står også for tidligt op om morgenen, fordi de får øje på deres legetøj. En hule eller en sengehimmel kan være med til at dæmpe sanseindtrykkene og give børnenes hjerner lidt ro. Og det har alle børn brug for – specielt når det er tid til at falde til ro og sove.”   


Mød vores team af eksperter

Læs mere